top of page
Hvordan det hele startede -
Den første Royal Open

af Asger Reher

​

En dag i år 2000 sad Ole Ernst og jeg i kantinen på Søllerød Golf Klub efter en invitationsmatch og spiste frokost. Det sker ofte, at kendte personer bliver inviteret til sådanne turneringer. Dels for at skaffe opmærksomhed, men oftest for at skaffe penge til godgørende formål. Vi havde gået en hyggelig runde og mødt en masse nye mennesker, og talen kom så ind på hvor mange på teatret der egentlig spillede golf. Vi vidste begge at der var en del golfspillere i balletten, måske fordi de ikke laver så meget hvad ved jeg; men ellers vidste vi ikke ret meget.

Jeg gik et par dage og tænkte over tingene og spurgte så Ole om han ville være med til at starte en golf turnering for ansatte på teatret. Jeg havde fundet navnet: Royal Open. Det klingede i hvert fald af noget stort.

Men hvordan og hvor begynder man? Vi måtte jo først finde ud af, hvor mange der spillede golf og hvor mange der eventuelt havde lyst til at være med, og kunne vi regne med støtte fra teatret? Vi fik teatrets støtte bare det ikke var i arbejdstiden; men da teatret jo også spillede forestillinger om søndagen, så var det lidt svært at finde en dato. Den måtte vi først finde, og så en bane der ville ha os, evt. om søndagen hvor der elles er tryk på banen da det er dagen medlemmerne rykker ud.

Jeg spillede dengang i Vallensbæk Golfklub, nu Copenhagen golf Center, og spurgte den daglige leder Richard Perthen, om mulighederne for en sådan turnering på banen (vel vidende, at han var gift med en balletdanser), og med lidt pres hjemmefra fandt han en søndag i august, hvor teatret ikke rigtig var i fulde omdrejninger efter ferien. Dog skulle skuespillet spille forestilling om aftenen. Dagen og banen for den første Royal Open var fundet. Nu gjaldt det bare om at finde spillerne og sponsorerne.

Med velvilje fra teatrets kontorer blev der produceret plakater der blev hængt overalt på teateret, og teatrets sponsorer blev spurgt, naturligvis med tilbud om deltagelse, dog kunne de ikke blive Royal Open vinder. SAS var straks med. De var på det tidspunkt også involveret i European Tour for professionelle, så de vidste hvad de havde med at gøre. Skilte, præmier og penge. Vi fik kr 25000,00 til at afholde turneringen, hvilket var uhyre generøst af dem.

Det stod hurtigt klart at interessen for turneringen var stor, men også for ansatte der ikke endnu var golfere, men overvejede at blive det. Tilbage til Richard for at spørge om det var muligt at afholde en clinic (det hedder det) for begyndere samtidig med at golferne spillede banen, således at vi alle sluttede nogenlunde samtidig til frokost og præmie overrækkelse, og hvad ville det så koste ekstra? Vi fandt sammen ud af, at det kunne vist lige lade sig gøre.

Og sådan blev det, at 50 mennesker, heraf 29 golfere, mødte op i Vallensbæk en tidlig søndag morgen og afviklede den første Royal Open.

Det glæder mig usigeligt, at turneringen stadig spilles, og at den er vokset med årene. Sponsorer er svære at finde nu; men personaleforeningen er også her med til at sikre at Royal Open kan spilles år efter år, og jeg er meget stolt over, sammen med Ole, at være blevet æresmedlemmer af turneringen.

Asger Reher

25 år 

Tak til vores sponsorer -
SIF.jpg
JD.jpg
STF_gulrød.jpg
peronaleforeningen_logo_red.jpg
møllmann logo.jpg
bottom of page