top of page

Omkring golfen

 

Golf er et udfordrene og sjovt spil, hvor alle kan være med på lige fod. Det handler om at slå bolden fra Tee stedet og i hul på greenen. For at ramme bolden bruger man et golfjern eller golfkølle. Dem må du have op til 14 af i din golftaske (bag).

Grunden til at der findes så mange forskellige golfkøller er for at gøre det nemmere afhængig af hvor bolden ligger og, hvor den skal hen. Der er forskel på at slå en bold fra en kortklippet græsplæne, kaldet fairway, eller fra en et område hvor græsset er højt og der måske er en lille busk i vejen (kaldet rough). Det er også forskelligt hvor langt man skal slå bolden væk. Et golfhul kan være helt op til 600 meter langt, så i starten af hullet er det selvfølgelig en fordel at slå bolden så langt som muligt. Når man så ligger tættere på hullet og greenen, har man brug for at slå kortere og mere præcist. Til sidst skal man trille bolden i hul og her bruger man så en putter til at skubbe bolden i.

 

Golf er et meget gammelt (oprindeligt skotsk) spil. På samme tid meget enkelt og vældig kompliceret. Det er ligeså meget en tankesport som det er en fysisk sport. Man bruger masser af energi og kræfter på at gå og slå, men det er også en udpræget koncentrationssport.

Det at ramme bolden rigtigt, kræver frem for alt den rigtige teknik, og da slagfladen på golfjernet er ret lille, skal der ikke gå ret meget galt før bolden ikke kommer derhen, hvor man havde tænkt sig det! Derfor er det selvfølgelig vigtig at man er i ro og balance før man slår til bolden. Det er derfor man tit ser professionelle golfspillere gå op i en spids, hvis de bliver forstyrret under forberedelse og afviklingen af et slag. Når det er sagt, er det alligevel et spil som stort set alle kan have rigtig stor glæde af at spille. Glæden ved at ramme bolden nogenlunde rigtigt er måske endda større for den mindre erfarne golfspiller, som stiller knap så store krav til sig selv som for den erfarne handicapspiller.

 

 

En handicapsport

 

En anden ting der er kendetegnende for golfspillet er handicapsystemet. Det er ikke fordi vi her har at gøre med en handicapsport i gængs forstand for folk uden arme og ben, men i golfspillet har man et pointsystem som gør at alle kan konkurrere med hinanden på lige fod, uanset kvalifikationer!

Systemet hedder Stableford og kaldes populært for at spille med handicap. Det er i princippet meget enkelt. Jo mindre erfaren du er som golfspiller, jo flere slag har du til rådighed til at få bolden i hul. Lad os sige at man skal spille et PAR 3 hul. Det betyder at hullet er normeret til at der skal bruges tre slag fra man starter på tee stedet (der hvor man tee'er sin bold op på en tee, og slår det første slag) og til bolden er i hul på green. Altså ideelt set!

 

Hvis man er nyere i golfspillet har man brug for flere slag for at komme fra A til B. Dels slår man ikke så langt som mere erfarne spillere og dels slår man heller ikke altid så lige! Hvis man er nybegynder starter man typisk med et handicap på 54. Handicappet svarer til ekstra slag på banen. Det er regnet ud i forhold til at spille 18 huller. Hvis man har handicap 54, har man altså tre ekstra slag pr. hul. Man kan sige at et PAR 3 hul bliver ændret til et PAR 6 hul for mindre øvede spillere, som altså er spillere med et højere handicap. Dette system gør også at man ikke snakker om dårlige eller gode spillere, men om forskellige handicap. Hvis man er en lav handicapper, har man altså et lavt handicap, på for eksempel 8, hvilket afspejler at man har spillet længe og ikke mindst meget!

Man indeler også turneringer i handicapgrupper. Man spiller i A, B og C grupper. A gruppen er typisk for spillere med handicap 0 - 18. B gruppen for spillere med handicap 18 - 27 og C gruppen for spillere med handicap 27 - 54. Fordelingen af handicap i de forskellige grupper kan variere. Når spillere bliver lav handicappere og nærmer sig handicap nul, begynder man at spille andre typer spil, hvor man ikke mere bruger handicapsystemet, men hele vejen ned, fra man starter til man nærmer sig nul, bruger man dette glimrende udligningssytem.

 

 

Regler og Etikette

 

En gammel skotsk sportsgren, må naturligvis være gennemsyret af et væld af regler og etikette. Det kan virke som om man har sat en ære i at finde på så mange regler og etiketter som muligt, men der er to forklaringer på de mange regler og etiketter. Dels handler det om at give samme betingelser og vilkår for alle der spiller. ingen skal kunne drage fordel af en spilsituation som andre ikke vil kunne. Dels er det en gentlemansport, hvor hver spiller selv fører ansvar for at man får den rette score og at man opfører sig ordentligt på banen. Ingen må blive generet eller anstødt, da det ville kunne påvirke ens spil.

I golf gælder det, at uanset, hvor ens bold ligger, så er der en regel for, hvordan man skal spille videre. Kan man ikke spille bolden, hvor den ligger, det kan være oppe i et træ, nede i en sø eller tusind andre steder, så findes der et strafsystem, som gør at man alligevel kan komme videre. Man taler om hazards. Alle ord i golfen stammer fra engelsk og mange af dem har man beholdt. En hazard er en forhindring. Det kan være en vand hazard, som en å eller en sø, eller det kan være en sandgrav kaldet for en sandbunker. Kan man ikke spille bolden hvor den ligger, kan man få lov til at flytte den lidt væk, mod at man tæller et eller to slag ekstra. Helt generelt, må man kun flytte sin bold, hvis den ligger på greenen, og da kun, hvis den er markeret først! Hvis man flytter sin bold ude på banen, vil det altid medføre mindst et strafslag! 

Præcist, hvordan man gør er der skrevet bøger om, men der er som regel en hjælpsom golfspiller i nærheden der kender reglerne, og kan hjælpe.

Er man i tvivl, så spørg!

Etikette kan være at der er regler om, hvordan man opfører sig på banen. Man bør ikke råbe, eller på anden måde opføre sig så det kan genere andre. Man skal gøre tingene i den rigtige rækkefølge osv. Generelt kan man sige at man skal opføre sig som en gentleman, og gerne efter de skrevne regler.

 

 

Guide til golfsproget:

-Tee sted - Det sted på golfhullet hvor du starter. Et relativt lille græsområde, med en markering af, hvor man skal stå og slå. Nar man slår til sin første bold kan man vælge at placere sin bold på en lille træpind med en flad ende. Kaldet en tee!

-Fairway - Græsstykket mellem Tee stedet og greenen. En fairway er relativt kortklippet og derfor også relativ nem at slå bolden videre fra. Det er her man helst vil lande sin bold!

-Semi rough - Græsstykket lige ved siden af fairwayen. Her er græsset lidt højere, men det er sjældent det store problem at slå bolden videre.

-Rough - Det beplantingsstykke der ligger udenfor semi roughen. Her kan der være buske og træer, og græsset er ofte en udfordring. Hvis man overhovedet kan finde sin bold, kan det være meget svært at spille den videre.

-Green - Græsset omkring hullet. Her må man ikke slå med sine jern og køller. Kun med sin putter. Græsset her er det korteste og fineste på hele banen. Mange klubber prøver at gøre greenen så hurtig og udfordrene som muligt.

-Apron, forgreen eller forklædet - Forkant til greenen, med noget længere græs end selve greenen.

-Bunker - En sandbunke af varierende størrelse. Det kan være sand eller grus. I bunkeren bruger man typisk et sandjern til at komme videre. Bunkers kan både ligge omkring green og på fairway.

-Driving range - Det område ved klubhuset, hvor man kan øve sig og slå bolde ud.

-Korte jern - Golf jern med en meget vinklet slagflade. Det betyder at man slår bolden relativt kort og højt. Bruges når man skal slå ud af forhindringer som bunkers eller rough, eller hvis man har brug for et kort slag.

-Lange jern - Golf jern med en stejlere slagflade. Når man slår til bolden, bliver boldflugten lavere og dermed kommer bolden længere. Bruges typisk fra Tee sted eller fairway.

-Køller - Der findes mange forskellige køller. Den mest kendte er jo nok driveren, som man bruger til at slå ud fra Tee stedet på lange huller. Den kan slå langt, men den kan også slå meget skævt, så den er ikke det oplagte valg for nybegynderen. Der findes også fairwaykøller og hybridkøller.

-For og bag-ni - En golfbane består som regel af 18 huller af varierende længde. Først går man 9 huller ud, det er for-ni. Derefter går man 9 huller hjem. Det er bag-ni. Man kan vælge kun at spille for eller bag-ni.

25 år 

Tak til vores sponsorer -
SIF.jpg
JD.jpg
STF_gulrød.jpg
peronaleforeningen_logo_red.jpg
møllmann logo.jpg
bottom of page